Sven og Gunhild
i Jelling


Sven og Gunhild i Jelling

Året er 973. Sven og Gunhild er søskende. Deres far er danernes konge Harald (Blåtand). Deres mor hed Gunhild. Hun er død, og nu har de en stedmor, dronning Tove. Sven har boet nogle år hos sin fosterfar Palnatoke på Fyn. Nu besøger han sin familie i Jelling. Gunhild viser ham rundt og fortæller om alt, hvad der er sket, og hvad der bliver bygget i Jelling. Vi hører om børnenes dagligdag, om livet i Danmark på Harald Blåtands tid, om vikinger og vikingetogter, og om troen på de gamle guder og den nye tro.

Sven og Gunhild i Jelling er den ellevte bog i serien Børn i Danmarks historie. Bogen har indbygget lærerguide med baggrundsinformation og forslag til undervisningen, også til tværfaglig undervisning. Den har fri kopisider med elevopgaver. Bøgernes hovedpersoner er altid en pige og en dreng, der er søskende, og som engang har levet i Danmark. Vi ser på danmarkshistorien ud fra børnenes synsvinkel. Deres lille historie danner afsæt for fokus på at lære om den store historie.

Sven og Gunhild i Jelling har QR koder med mange gode historier, der kan supplere undervisningen. Det er de historier du kan høre på disse lydfiler.

Anne og Jørgen og reformationen


Børn i Danmarks historie 1534

Året er 1534. Vi er midt i Grevens Fejde, en voldsom borgerkrig i Danmark. Krigen handler om religion, et opgør med katolicismen og indførelse af reformationen ud fra Luthers tanker og skrifter. Krigen er også en kongekrig og et opgør mellem bønder og adel. Anne og Jørgen Rosenkrantz er adelige, Elisabeth og Hans er kongelige, og Anne og Jørgen Clements er borgerlige. Vi oplever krigen og reformationen set gennem de seks børns oplevelser. Reformationen fik sit eget forløb i Danmark, flere år efter afsættet i Wittenberg i 1517. Officielt blev reformationen indført i Danmark i 1536, men 1534 var et turbulent år, hvor alt kunne ske. De seks børn spillede hver sin vigtige lille rolle i den store historie.

Anne og Jørgen og reformationen er den tolvte bog i serien Børn i Danmarks historie. Bogen har indbygget lærerguide med baggrundshistorie og forslag til undervisningen, også til tværfaglig undervisning. Den har fri kopisider med elevopgaver. Bøgernes hovedpersoner er altid en pige og en dreng, der er søskende, og som engang har levet i Danmark. Denne bog har tre søskendepar som hovedpersoner, med hver deres sociale baggrund. Vi ser på danmarkshistorien ud fra børnenes synsvinkel. Den lille historie danner afsæt for fokus på at lære om den store historie.

Ved at scanne QR-koderne i bogen er der mulighed for at høre nogle historier, der kan supplere undervisningen.

Egmont